Af: Jimmy Støttrup Jensen, Byrådskandidat for Venstre

En betydelig kommunal gæld, fraflytning, faldende børnetal og flere ældre. Ja man kan som ny byrådskandidat godt blive helt svedt ved tanken om de udfordringer der venter en, såfremt man skulle have held med at overbevise nok folk om det fornuftige i at sætte deres kryds ved én.

Men jeg er udmærket klar over at kommunalpolitik langt fra kun handler om hvor og i hvad kommunen skal investere sine anlægsmidler. For lad os være ærlige om at vi står med nogle fremtidige udfordringer her i kommunen, som vi ikke kan vende det blinde øje til. Godt nok har vi pt. en ganske fornuftig økonomi som også er baggrunden for at vi har mulighed for at investere i udviklingen af vores kommune i form af eksempelvis en ny marina i Løgstør og et svømmecenter i Aars, men vi skal også kigge længere ud i fremtiden.

For er der noget som ligger mig meget på sinde, så er det spørgsmålet om hvordan vi sikrer os at vi har råd til, som minimum, at opretholde vores nuværende velfærdsniveau om 5, 10 eller 15 år.

En vigtig forudsætning er at vi bruger kommunens penge bedst muligt og sikrer os at vi får det maksimale ud af hver eneste krone vi bruger. Sammenligner vi vores administrative omkostninger med kommuner som Jammerbugt, Rebild og Brønderslev, som er kommuner med stort set samme indbyggertal som vores og en geografisk placering her i det nordjyske, så kan vi se at vi bruger betydeligt flere penge.

Social- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal viser at vi bruger over 1.000 kr. mere per indbygger på administration og ledelse end eksempelvis Jammerbugt Kommune.

Det er i min verden en meget stor forskel og jeg mener at vi både kan og skal kunne gøre det bedre. For med mere end 36.000 indbyggere bliver det altså til rigtigt mange penge hvert eneste år.

Jeg vil gerne understrege at jeg ikke taler om store fyringsrunder, men vi er i hvert fald nødt til at forholde os til om visse stillinger skal genbesættes ved naturlig afgang af ansatte i forbindelse med enten opsigelser, efterløn eller pension. Samtidig må vi se på om vi kan gøre tingene på en anderledes og mere effektiv måde for på den måde at mindske bureaukratiet.

En ting er sikkert og det er at de beslutninger vi træffer nu afgør om vi har råd til fremtidens velfærd.

e-max.it: your social media marketing partner