Af: Signe Nøhr (borgmesterkandidat) og Henrik Dalgaard (gruppeformand) Konservative i Vesthimmerland

Fokus på omsorg for ældre, efterveerne af corona i klubber og foreninger, samt målrettet fokus på nye virksomheder til Vesthimmerland, er de højst prioriterede områder for os til efterårets politiske forhandlinger om kommende års økonomi.

Forhandlingerne er et af årets politiske højdepunkter, hvor alle ønsker skal finde hinanden. Vores udspil er klar. Vi skal fortsætte en stærk styring af den kommunale økonomi, men vi skal blive skarpere på at lave de nødvendige fravalg og tilvalg. Vi skal have modet til at lave politiske prioriteringer der, hvor vi kan understøtte en god udvikling.

Vi er ikke i tvivl om, at fokus bliver på kommunens daglige drift i de kommende budgetforhandlinger. Vi ønsker at understøtte vores handelsstandsforeninger, skaffe flere turister til Vesthimmerland, afsætte penge til områdefornyelse i Vester Hornum og færdiggørelse af anlægget, Kimbrertorvet og parkering ved Rema1000 i Aars og havnemiljøet i Hvalpsund.

Den konservative gruppe mødes til sommergruppemøde fredag den 25. juni og slår de første streger. Så hvis du har gjort dig nogle tanker, som vi ikke har hørt om, så skriv en besked til gruppeformanden Henrik Dalgaard. Vi glæder os til at høre fra dig.

Med ønske om en god sommer

e-max.it: your social media marketing partner