Af: Jimmy Støttrup Jensen, Byrådskandidat for Venstre, Bygmarken 8, Løgstør

Ligesom vi i kommunen ikke kan klare os uden et lokomotiv af en hovedby som Aars og en fortsat udvikling af de øvrige 3 ”hovedbyer”, så kan vi heller ikke klare os uden vores mange gode og velfungerende landsbyer rundt om i kommunen.

Rundt om i de små byer er velfungerende idræts- og borgerforeninger, sammen med en masse lokale ildsjæle, med til at holde hjulene kørende og holde liv i de små lokalsamfund. Disse ildsjæle gør et kæmpe og imponerende stykke arbejde og fortjener alle de skulderklap som de kan få. Men de har også brug for hjælp. Både i form af flere lokale hænder til både store og små opgaver, men mest af alt har de brug for hjælp fra kommunen til at sikre en fortsat udvikling af deres by. En udvikling som er vigtig for at byerne forbliver attraktive, både for de nuværende beboere, men også for potentielle nye tilflyttere som søger netop det liv som de mindre lokalsamfund kan tilbyde.

I den seneste valgperiode under Venstres ledelse, er der kommet mere fokus på de mindre bysamfund og senest er der iværksat et byfornyelsesprojekt i Hvalpsund, hvor byens borgere er kommet med en masse gode ideer, og hvor nogle af disse nu står overfor at skulle føres ud i livet. Det er vigtigt at vi her i Kommunen fortsætter arbejdet med at sikre fortsat udvikling i de små byer. Velvidende at der ofte går noget tid fra ide til handling, så skal vi også hurtigst muligt i gang med at lave udviklingsplaner for flere af kommunens mindre byer som eksempelvis Aggersund og Vester Hornum. Netop disse to byer står øverst på min liste, men generelt bør vi få lavet planer for hvordan vi udvikler alle vores små lokalsamfund. Det er vigtigt at vi får sat gang i processen, så vi kan få realiseret nogle konkrete byfornyelsesprojekter i den kommende valgperiode.

Men nu er det jo sjældent at flotte rapporter og planer med fine billeder og grafer flytter noget i sig selv og derfor skal der selvfølgelig afsættes penge til at få planerne ført ud i livet. ”Men den slags koster jo Jimmy” er der sikkert mange som vil sige. Og ja, jeg ved godt at det ikke er gratis, men det er en investering som vi som kommune simpelthen ikke har råd til ikke at foretage. Heldigvis har vi mulighed for at få en del af financieringen på plads gennem tilskud fra staten, præcis som det var tilfældet med nogle af de penge som er afsat til byfornyelsen i Hvalpsund. Og ja, jeg ved godt at det ikke er realistisk at gennemføre byfornyelsesprojekter i samtlige kommunens byer i den kommende valgperiode, og det er også muligt at nogle udviklingsprojekter måske bliver lidt mindre end andre, men uanset hvad så skal vi fortsætte arbejdet med at udvikle vores små lokalsamfund til gavn for hele kommunen.

Ude i byerne er der heldigvis stadig masser af vilje og lyst til at kæmpe for de små samfunds overlevelse og fremtidige udvikling, men de lokale ildsjæle kan ikke klare opgaven alene. Der er brug for hjælp og det er her kommunen skal bidrage med faglige ressourcer, sparring og økonomiske hjælp og det hellere i dag end i morgen.

e-max.it: your social media marketing partner