Af: Marie Bjerre, Folketingsmedlem for Venstre, valgt i Himmerland

Da Finansminister Nicolai Wammen præsenterede regeringens nyeste finanslovsudspil, skulle man ikke se med længe, før én ting stod helt klart: Det er ikke er et finanslovsforslag, der er lavet med landdistrikternes bedste for øje. Tværtimod.

I finanslovsforslaget fremgår det nemlig, at man agter at sløjfe bredbåndspuljen. Et forslag som finansministeren begrunder med, at regeringen ikke længere vurderer, at der er et behov for den.

Jeg tror dog desværre, at det vidner om en regering, som lever i en helt anden verden end vi andre. Siden puljens indførelse har mere end 7.000 husstande fået hul igennem til internettet med hjælp fra puljen. Der er tale om hele byer, som ved hjælp af bredbåndspuljen nu, langt om længe, er kommet med i den digitale tidsalder. Men det betyder ikke, at vi ikke længere har brug for puljen. Vi er desværre nemlig langt fra i mål. Ifølge Energistyrelsens evaluering er dækningen med hurtigt bredbånd fra 2015 til 2019 steget fra 82 til 93 procent, og der er fortsat brug for statslig hjælp for at sikre dækning til de adresser, hvor markedet ikke leverer dækningen.

Situationen er den, at over 100.000 boliger og virksomheder i Danmark stadig har dårlig bredbåndsdækning. Og heller ikke Himmerland er skånet. Tværtimod står flere byer i Himmerland stadig – i 2020 – uden ordentligt internet. Så man kan undre sig over, at regeringen åbenbart mener, at der ikke længere er behov for en bredbåndspulje. Jeg håber ikke, at det ikke er udtryk for, at regeringen er ligeglad med de danskere, der bor og arbejder i yderområderne. Desværre er det svært at tro andet.

I Venstre er det en klar prioritet for os, at det skal være attraktivt at bo og arbejde i alle dele af Danmark, og med Corona-krisen, der medfører et øget behov for hjemmearbejde, online-konsultationer hos lægen og online-undervisning for børn, er en god internetdækning altafgørende. I et land, der bryster sig af at være i den digitale førertrøje, må vi ærlig talt også kunne stille større forventninger til vores bredbåndsdækning.

Derfor går Venstre til finanslovsforhandlingerne med et ønske om ikke bare at beholde bredbåndspuljen. Står det til os, hæver vi den til 150 mio. i 2021. Digitaliseringen skal komme os alle til gode – også Himmerlændingene.

e-max.it: your social media marketing partner