Af: Per Bach Laursen, Borgmester Vesthimmerlands kommune, Birgit S.  Hansen, Borgmester, Frederikshavn Kommune, Mogens Gade, Borgmester, Jammerbugt kommune

Åbent brev til sundhedsminister Magnus Heunicke 

Region Nordjylland besluttede den 28. januar 2020 at lukke lægevagten i Brovst, Skagen og Farsø pr. 1. marts 2020.  

Vi er dybt bekymrede over denne beslutning! 

Med den indgåede aftale er der udsigt til, at nogle af de svageste borgere i vores samfund får markant længere til lægen uden for almindelig åbningstid, og en lukning af vagtlægefunktioner risikerer at få alvorlige konsekvenser for de borgere, som bliver berørt. 

Både I som regering og vi i kommunerne er optagede af, at der skal være lige adgang til sundhedstilbud for alle danskere – og det skal der også være i de nordjyske kommuner. Denne tanke, oplever vi dog desværre, bliver stærkt udfordret med Region Nordjyllands beslutning.  

I forvejen har vi i Nordjylland særlige demografiske udfordringer på sundhedsområdet, og en beslutning om lukning af lægevagter lokalt medvirker til øget utryghed og en markant ulighed ift. Adgangen til basale sundhedsydelser for vores borgere. 

Det går ud over samfundets svageste, når muligheden for hurtig lægehjælp forsvinder, og paradoksalt ender det i dette tilfælde med at være borgere i de områder, som kæmper mest med sundheden, der får længst til lægen og sundhedsydelser generelt.  

Fra alle fronter er der opmærksomhed på udvikling og øget bosætning i alle egne af Danmark. I dette tilfælde bidrager Region Nordjyllands beslutning kun til afvikling. Adgangen til sundhedstilbud er et væsentligt parameter, når der skal tiltrækkes tilflyttere og arbejdskraft til udkanten af Danmark, og derfor er det afgørende at sikre sundhedsvæsenets tilstedeværelse, også i landets yderste kanter. 

Region Nordjyllands beslutning om lukning af vagtlægefunktioner viser, at det nuværende system er stærkt udfordret. Det er tydeligt, at regionen i denne sag har været i et ulige styrkeforhold mod Praktiserende Lægers Organisation og har været nødsaget til at indgå en aftale, som medfører ulighed til sundhedstilbud og en betydelig forringelse af servicen for regionens borgere.  

Ingen borgere i Danmark kan være tjent med dette, og derfor er der brug for politisk handling nu.  

Vi håber, at du som Sundhedsminister vil se nærmere på sagen, ligesom vi finder det nødvendigt, at problemstillingen indgår i udformningen af den kommende sundhedsreform.

 

e-max.it: your social media marketing partner