Af:Kirsten Moesgaard, Formand for Støtteforeningen til bevarelse af Vesthimmerlands sygehus i Farsø

Indtil jeg hører andet, vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm: Vi har en skadestue på Farsø sygehus.

Når jeg læser det budgetmateriale, regionsrådsmedlemmerne i Region Nordjylland har fået udleveret i forbindelse med behandlingen af budgettet for 2020, spørger jeg: Hvornår har Regionsrådet besluttet at reducere skadestuen på Farsø Sygehus til en ”småskadeklinik”? 

Regionsrådet træffer tilsynsladende beslutning på forkerte præmisser. Det samme gør også de, der visiterer patienterne til skadestuen.  På det seneste har de praktiserende læger brugt samme melodi. De har endda brugt det som undskyldning for at fjerne vagtlægeordningen fra Farsø Sygehus.

Jeg håber ikke, det er et led i en bevidst strategi, men tanken har strejfet.

I Farsø har vi ortopædkirurgerne, som netop gør forskellen på, om der er tale om en skadestue, eller om der blot er tale om en småskadeklinik som i Hobro.

Ventetiderne på skadestuen i Aalborg er ofte endda meget lange.  Det kan undgås ved at udnytte kapaciteten i Farsø, hvor afstanden fra p-pladsen og ind til speciallægen er ca. 25 skridt.

 

e-max.it: your social media marketing partner