Kirsten Moesgaard (G), Næstformand i Teknik- og Miljøudvalget

Danmarks 5. største biogasanlæg bygges på Holmevej ved Farsø.  Et sådan anlæg kræver, at der investeres i vejnettet omkring Farsø.

Anlægget har en kapacitet til opvarmning af 12.000 husstande.  Der skal hvert døgn tilføres 750 tons biomasser, vegetabilske biogasser og husdyrgødning.  Dette sker med ca. 29 tunge transporter dagligt i alle ugens 7 dage.  I høsten øges mængden til ca. 79 transporter i alle ugens 7 dage. Altså en ikke ubetydelig forøgelse af den tunge trafik i og omkring Farsø. Det skal der tages højde for i kommunens overvejelser om infrastruktur, og i det kommunale budget for 2020.

Den tunge trafik fra syd op ad Røjbækvej skal gøres mere flydende ved, at Røjbækvej og Holmevej smelter sammen. Derved undgås, at den tunge trafik mod øst og trafikken til biogasanlægget skal holde tilbage i den nordlige ende af Røjbækvej for at komme ud på Holmevej.

Det er helt i overensstemmelse med et af de forslag, som Farsø Handelsstandsforening, Farsø Erhvervsråd og Visit Farsø har fremsat overfor kommunen for 2020.

Derudover skal den tunge trafik fra den vestlige og nordlige side af Farsø ledes uden om Højgårdsvej, som rigtig mange skolebørn dagligt bruger som skolevej.  Villakvartererne ved Ibisvej og Højgårdsvej bør ikke belastes af yderligere tung trafik. Højgårdens Børnehave, Farsø Sygehus, rundkørslen i den nordlige del af byen undgår også ved en omlægning at blive yderligere belastet. 

Investeringen ved at lave en sådan regulering af den tunge trafik, er begrænset.  Den tunge trafik fra Farsøvej og Fredbjergvej ledes hen ad Torupvej.  Den eneste investering, der er nødvendig, er en forlængelse af Torupvej til Holmevej.  Og, denne korte nye strækning samler som en sidegevinst den tunge trafik op fra Hornumvej.

En meget lille investering men med en meget stor virkning for miljøet i og omkring den nordlige del af Farsø.

Kirsten Moesgaard skitserer sit forslag til omledning af den tunge trafik væk fra Højgaardsvej ved at forlænge Torupvej til Holmevej. Samtidig gøres trafikken til og fra Røjbækvej mere flydende. 

LÆS MERE HER: Bekymring for biogastransporter på skolevej - FOTOS

 

e-max.it: your social media marketing partner