Af: Lise Bech, Hjedsbækvej 19, 9530 Støvring. MF, Dansk Folkeparti, Landbrugs- og Fødevareordfører

Landbrugsstyrelsen har udgivet en pjece om: ”Det gode kontrolbesøg” – altså kontrol på landbrug. Af pjecen kan jeg læse, at ”…Kontrolløren må gerne gå alene rundt, også uden at det er aftalt med dig…” og der ud over, så står der, at ”…hvis det vurderes nødvendigt også privat beboelse og biler…”.

Det er selvfølgelig fuldstændig ude i hampen og i øvrigt i strid med Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed. Danske landmænd skal kontrolleres. Det er vigtigt, at dyrevelfærden er i top i de danske stalde. Selvfølgelig skal tingene gå ordentlig til. Det gør de heldigvis også. Men vi lever altså ikke i en bananrepublik eller det tidligere DDR, så selvfølgelig skal kontrollanter ikke på egen hånd hverken gå rundt for sig selv eller kigge ind i privaten.

Udviklingen på landbrugsområdet smitter af på resten af samfundet – og jeg vil ikke acceptere den udvikling. Landbrugsstyrelsen skal være glad for, at jeg ikke er anmelder. Pjecen ville ikke få mange stjerner hos mig. Jeg tror faktisk, at jeg nøjes med at anmelde pjecen til politiet!

En stemme på mig er en stemme på din retssikkerhed – og der er ikke nogen sag der er for lille til, at jeg vil tage den med på tinge.

 

e-max.it: your social media marketing partner