Af: Berit Byg, Næsbyvej 91, Næsby

Det var, hvad det kunne blive til på gårsdagens tur bare en enkelt kilometer op ad min vej og tilbage igen.  

Lad det være sagt med det samme. Jeg ved godt, det kan være svært at give køb på indgroede og hævdvundne vaner som eksempelvis vores dumstædige holden fast i, at vi har krav på at konsumere i gennemsnit 19.5 km medisterpølse pr. vesthimmerlænding om året. Plus det løse. Vores hang til snorlige rækker af fuldstændig fejlfri stauder, roser og andre gevækster med store flader bar jord imellem. Flankeret af 100 % ukrudtsfrie indkørsler, terrasser og andre gangarealer. Opnået gennem flittig brug af kulørte væsker og pulvere i flasker og bøtter med små sjove dødningehovedflag på etiketten. Eller vores tårnhøje energiforbrug og uhæmmede omgang med jordens mere og mere sparsomme ressourcer.  

Alt dette er komplekse størrelser. Og ønsker man ikke at belaste det valnøddeformede organ på indersiden af kraniekassen alt for meget, er det fuldt ud forståeligt, at det nemmeste er at vende det blinde øjne til og svæve bort til de besnærende toner af fidlende violiner og billedet af Morten Korch idyl printet for sit indre blik.  

Alt dette forstår jeg. Verden er af lave, og rækker evner og omtanke ikke, er det også svært.  

Men at smide sit affald direkte i grøftekanten, kan umuligt beskrives med andet end det lille ord ”dumhed”.  

Jeg er hverken kemiingeniør eller noget andet fint. Dette skal imidlertid ikke afholde mig fra at dele resultatet af mine feltstudier med den vesthimmerlandske befolkning. Og lad mig bare sige det, som det er: Det kan komme som et chok for mange.  

Men glas, plastik, metal og andet ragelse forsvinder ikke, bare fordi du kyler det ud af din bilrude og dermed selv mister det af syne. Det bliver rent faktisk liggende lige indtil det øjeblik, hvor enten vind og vejr eller bondemandens maskiner forvandler det til bittesmå stumper og stykker, der enten lander i maven på de grise, der skal omsættes til føromtalte medisterpølse eller i vores eget indre i form af det i nyere tid så omtalte mikroplast.  

Intet af dette føles rigtig godt, efter min mening.  

Og må i det mindste for alle os, der føler bare den fjerneste smule ansvar for planeten og de kommende generationer, give stof til eftertanke.  

Og ja, jeg er helt med på, at vinden kan føre plastikpresseninger, flamingodele og andet let materiale bort i vores til stadighed forblæste egn, hvis det ikke har været fortøjet på forsvarlig vis. Det er helt sikkert også sket for mig op til flere gange i tidens løb. 

Men langt det meste af det, jeg samlede op igår, hørte ikke ind under denne kategori af mere flyvske objekter og var tydeligvis landet, hvor det var, fordi vejen til en skraldespand havde været for uoverskuelig for genstandens oprindelige ejer. 

Lad derfor dette være et opråb til alle os borgere i Vesthimmerland om at holde vores kommune ren. Lad os blive den smukkeste og fineste kommune i landet med de reneste grøftekanter. Lad os lære vores børn og unge, at det kræver så lidt at skaffe sit affald bort på forsvarlig vis, og at alternativet – bare at smide det – får så langt mere vidtrækkende konsekvenser for natur og miljø.  

Og lad os stille krav til vores agtværdige byrådspolitikere om at sørge for, at containere til særaffald bliver tømt så tilpas ofte, så de kan lukkes helt til, og vinden derfor ikke blæser affaldet bort. Lige som man måske kunne stille fælles containere op rundt omkring, så det ikke afhænger af den enkelte at bringe ekstra indsamlet affald fra vejgrøfter og fælles arealer til lossepladsen.  

Det er egentlig så simpelt, når det kommer til stykket.

 

e-max.it: your social media marketing partner