Af: Svend Jørgensen, Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti I Vesthimmerlands Kommune

Flertalsgruppen i Byrådet med borgmester Per Bach Laursen og Venstre i spidsen har på borgernes vegne sagt ”nej tak” til , at skatteyderne i Vesthimmerland kan få 5,5 mio. kr. mere udbetalt på lønsedlen hvert år i de kommende år.

Det skete, da Byrådets flertal sagde nej til den konservative gruppes forslag om at indfri kortfristede lån på 16,6 mio. kr. i 2019 og 2020. Pengene står i forvejen på kommunens konto i banken, endda til en negativ rente.

Denne låneindfrielse ville give kommunen en besparelse på 1,1 mio. kr. i 2019 og 2,1 mio. kr. i 2020 og kommende år.

Besparelsen svarer stort set til det beløb, som kommunen ville få mindre ind i skat ved en nedsættelse af skatten på 0,1% point.

Det skyldes, at den danske regering med Venstre i spidsen er kommet med et godt tilbud til kommunerne. Tilbuddet lyder: ”Sæt skatten ned, og vi betaler 75% det første år, og over de første fire år betaler vi i alt 50%”. Et fantastisk godt tilbud.

Flertalsgruppen i Byrådet sagde på borgernes vegne ”nej tak” til dette tilbud.

De sagde nej til, at borgerne i Vesthimmerland over de næste fire år kunne få 22 mio. kr. mere udbetalt, og af dette beløb vil Staten betale de 11 mio. kr.  Resten bliver stort set dækket af den besparelse, som kommunen ville få ved at indfri nogle kortfristede lån.

Det skal også nævnes, at en skattenedsættelse alene ville komme de laveste og de mellemste indkomster til gode. De højeste indkomster vil på grund af skatteloftet ikke få gavn af nedsættelsen.

Så de fleste af kommunens skatteydere vil få flere penge i hænderne, kommunens kortfristede gæld vil falde, og det ville stort set ikke koste kommunen noget..

Men flertalsgruppen lyttede desværre ikke til vores forslag, , så derfor får skatteyderne i Vesthimmerland ikke 5,5 mio. kr. mere i 2019, eller 22 mio. kr. mere i hænderne over de næste fire år.

Det ville ellers være godt for borgerne og for hele kommunen.

 

e-max.it: your social media marketing partner