Af: Pia Buus Pinstrup, Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, Hedevej 15, Flejsborg

Nu har socialdemokratiet påtaget sig det tunge ansvar og fundet svaret på fremtidens sundhedsvæsen, da de netop har lanceret begrebet “nærhospitaler”. Wauw, man kan næsten høre at ordet er opfundet til lejligheden alias valgkampen. Det forekommer mig en smule populistisk at sparke valgkampen i gang ved at foreslå at sygehusene skal vende 180 grader og give sig til at lave det modsatte af hvad der netop er sket de sidste 20 år, nemlig specialisering. Tanken om noget mere og bedre i nærområderne er rigtig god. Man kan selvfølgelig klandre den nuværende regering for ikke at være konkret nok i forhold til hvem og hvordan vi dækker behovet. Mon ikke noget af svaret kommer i løbet af efteråret. Set med mine briller så tænker jeg naturligvis på forebyggelse, rehabilitering og forstærket indsats til de mange kronisk syge som fremtidens behov.

Man skal selvfølgelig anvende den nyeste forskning, men man må heller ikke undervurdere den tætte relation mellem borgerne og hjemmeplejen i det kommunale system. Det har en kæmpe betydning for den enkelte borger at hjemmesygeplejersker og læge kender deres historie og hvorfor de er kommet hertil i livet, med et moderne ord også kaldet sammenhængskraft.  Det lyder basalt, at man skal genetablere den tidligere relation der var mellem kommune, sygehus og almen praksis. Jeg tror der er rigtig god vilje derude til at ville lave et sundhedsvæsen i verdens klasse, hvor overlevering, kvalitet og individualitet er selvfølge. Vilje gælder både hos politikkere og fagprofessionelle i alt det der vedkommer det nære sundhedsvæsen, hvis man vil det.

Jeg er stolt over det høje specialiserede niveau af medarbejdere og afdelinger, som jeg møder som regionspolitiker i Region Nordjylland. Det niveau skal vi da beholde på sygehusene og så trygt overlade alle generalist opgaverne til de almene læger og kommunerne. Men S vil åbenbart en anden og usikker vej? Hvorfor ikke i stedet kalde “nærhospitalerne” det de er, nemlig sundhedshuse. Her skal der ikke laves operationer og andre “småting”. Opgavefordelingen skal være klar og det kan den blive med de næste sundhedsaftaler, hvis man tør. “Nærhospitaler” er simpelthen en billig omgang fra hold A. Det må være en ommer!.

 

e-max.it: your social media marketing partner