Hærvejsmotorvej til gavn for Vesthimmerland

Af: Svend Jørgensen, Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Borgmester Per Bach Laursen(V) har i forskellige indlæg i diverse medier nævnt, at han vil arbejde for, at den nye jyske parallelmotorvej (også kaldet Hærvejsmotorvejen) kommer til at følge nuværende hovedvej 13, så sammenkoblingen med E45 sker ved Sønderup. I stedet for -som planerne er nu- en sammenkobling ved Hobro. 

Jeg vil rose borgmesteren for, at han dermed fortsætter den linje, som tidligere borgmester Knud Kristensen og den konservative gruppe i byrådet har fulgt i flere år. 

Hidtil har De Konservative i Vesthimmerland stået temmelig alene med ønsket om en linjeføring til Sønderup. Det har vi ikke mindst i Regionen og i de øvrige nordjyske kommuner. 

Det må ellers være oplagt for enhver, at stort set alle nordjyske kommuner vil have fordel af denne linjeføring, når det gælder fremkommelighed, erhvervsmæssig udvikling, vækst og tilflytning. 

Jeg håber meget, at Per Bach Laursens bestræbelser vil kunne ændre holdningen i både de øvrige nordjyske kommuner og i Regionen, samt naturligvis også i Regeringen. Den konservative gruppe i byrådet vil gøre alt, hvad vi kan, for at støtte borgmesteren i denne sag, og vi vil gerne opfordre til, at han hurtigst muligt inviterer transportministeren og hele trafikudvalget til møde om sagen på rådhuset i Aars. 

Den konservative gruppe har tidligere drøftet motorvejen og infrastrukturen med direktørerne fra flere store lokale virksomheder, og jeg er sikker på, at de også gerne deltager i de videre drøftelser, idet fremkommelighed er afgørende for, at de kan drive deres virksomhed. 

Vi er overbeviste om, at en ny motorvej så tæt på Vesthimmerlands Kommune som muligt vil være af afgørende betydning for en positiv udvikling i hele kommunen og i hele Regionen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: