Af: Theresa Berg Andersen, Byrådsmedlem for SF Vesthimmerland, Hobrovej 145, Vilsted

Borgerne i Vesthimmerlands kommune skal inddrages mere i den politiske proces. 

Vejen til byrådet kan være lang og besværlig, når man som borger opdager noget man vil have ændret på. Det vil SF lave om på. 

Mange borgere ligger inde med gode ideer og konkrete løsninger. Dem skal vi have mere i spil.

SF har derfor foreslået, at borgerne skal have mulighed for at stille borgerdrevne forslag, som Byrådet skal behandle på lige linje med de forslag, de folkevalgte selv tager op i Byrådet. 

Derfor vil vi arbejde for, at vi i Vesthimmerlands Kommune indfører borgerdrevne forslag, hvor borgerne får mulighed for at få fremsat forslag direkte i Byrådet. Det skal blot kræve, at borgerne indsamler et antal underskrifter. 

Initiativet kendes allerede i flere kommuner i dag, og som noget nyt i Folketinget. 

Forslaget vil give borgerne mulighed for at skabe konkrete forandringer i nærmiljøet og styrke demokratiet. 

Det vil styrke udviklingen af vores kommune, hvis borgerne får bedre mulighed for at pege på, hvor der er problemer og komme med løsningsforslag. 

Vi håber derfor, at resten af Byrådet vil bakke op om, at borgerne får direkte mulighed for at stille politiske forslag. 

Sådan kan vi være med til at sikre lokaldemokratiet, øge borgerinddragelsen, og samtidig sørge for at politikerne får en bedre fornemmelse af borgernes ønsker.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner