Af: Hasel Strange Pedersen(V), Gattenvej 84, Gatten

Snart går valgkampen i gang til Byråd og Regionsråd. Jeg tør godt oddse på, at de svage vanen tro tages som gidsler i det politiske spil. Jeg har år efter år set, hvordan ældre og svage tages som gidsler i den politiske magtkamp.  Nu kan det være nok. 

Jeg hedder Hasel Strange Pedersen og er ny kandidat til Kommunal- og regionsvalg for Venstre.

Jeg har været pårørende og en del af plejen i afslutningen af begge mine forældres alt for korte liv. Jeg har oplevet fantastisk pleje. Jeg har oplevet omsorgssvigt. Jeg har været i sygeplejen siden 1986. Jeg har oplevet fantastisk ledelse og jeg har oplevet mangel på ledelse. Jeg har været leder og har oplevet dårlige politiske beslutninger som ikke modsvarede de politiske krav. Jeg har arbejdet på institutioner og oplevet det samme. Jeg har lyttet til klienter som har håbløse erfaringer i mødet med sundhedssektoren, tragiske, utrygge og uforstående. Både patienter og sundhedspersonale. Jeg har oplevet politikere som er forargede og uforstående.

Egentlig tror jeg, alle gerne vil det samme. Men jeg oplever at bunden er nået. Der er modløshed, manglende tillid, håbet og gnisten er ved at forsvinde. Kun de dygtigste ledere har formået at holde fanen højt.

Men jeg er nordjyde og vi giver ikke op, når der er noget vi brænder for. Så jeg har valgt at skippe noget af mit arbejde og gøre en indsats for at vende skuden. I vil se mig på valgplakaterne til kommunevalget, hvor jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at rette op på institutioner og ældreplejen. I vil også se mig på plakaterne til regionsvalget, hvor jeg vil gøre alt der står i min magt for at skabe løsninger til hospitalerne.

Hvorfor tror jeg, det vil gøre en forskel, at jeg går ind i politik?

Fordi jeg har tænkt mig at være synlig. Være tilgængelig og i dialog med patientforening/ældreråd pårørende, med frivillige, medarbejdere og ledere og sikre at det vi sætter i værk også kan realiseres og bliver realiseret.

Jeg er ukuelig optimist, og hvis det skal lykkedes, har jeg brug for frivillige, pårørende, ældre/svage medarbejdere og ledere som vil trække i arbejdstøjet sammen med mig, og arbejde for at vi sammen får vendt skuden. En bunke penge kan ikke gøre det alene længere. Der skal optimisme, vilje, vedholdenhed, gode historier, tålmodighed og rummelighed til.

Men jeg ved også I er mange derude, som gerne vil gøre en indsats for at få vores velfærd til at blomstre igen, både sundhedspersonale, administrationspersonale, pårørende og frivillige. Jeg inviterer derfor jer alle som stadig har vilje og lyst til at støtte op, til at besøge min facebookside. Jeg kommer gerne på besøg til en snak i dit hjem, på din arbejdsplads (gerne både medarbejdere og ledere) eller hvor du tænker det giver mening. Jeg vil gerne modtage gode historier om det som fungerer eller forslag hertil. I alt for lang tid har det handlet om at finde fejl, kontrollere, placere skyld og mistillid. I det billede har vi spejlet oplevelsen af vores velfærd. Jeg ved de fleste er enige med mig i, at det til dato ikke har ført til tryghed, tillid, samarbejde og en følelse af at være stolt af at være sundhedspersonale, tryghed ved at skulle blive gammel eller afhængig af hjælp, eller have tillid til politikere. Men det vi bruger tid på, det vi giver opmærksomhed, og det vi gøder, vil vokse….. så min anbefaling er, at vi begynder at bruge tid på, give opmærksomhed, og gøde det som fungerer. At vi skrotter janteloven, er ydmyge, lytter til hinanden og bliver klogere. Som politikere kan vi jo passende få arbejdstøjet på, samarbejde på tværs af partier, tage ansvar og gøre hinanden bedre. Det er jo det vi forlanger af frivillige, medarbejdere, ledere, pårørende og de gamle og svage. TILLID , det er noget man gør sig fortjent til.

 

Jeg stiller op for Venstre fordi jeg ønsker at være en del af et parti som kan se mening i at samarbejde hen over midten. Jeg mener det giver det et solidt beslutningsgrundlag og en mere stabil politik. Samtidig er personlig frihed i højsædet, men under ansvar.

e-max.it: your social media marketing partner