AF Formand Ernst Pinstrup Sørensen 
På vegne af bestyrelsen for Konservative Vesthimmerland  

Som formand for De Konservative i Vesthimmerland igennem mange år har jeg oplevet meget, men jeg har sjældent set så mange urigtige udtalelser i en artikel i Nordjyske den 18/5-17. 

Kirsten Moesgaard er overrasket over borgmesterens udlægning af samarbejdet. Hun samarbejder med dem der vil. Nej Fru Moesgaard! Du samarbejder med dem der vil det DU vil, og det har vi holdt møde med dig om i flere omgange. 

Vi har det som bestyrelse fint med mangfoldighed og forskellighed, men man vasker sit vasketøj indendøre, og ikke gennem Nordjyske. Byrådsgruppen har i flere år bare trukket på skulderen, men i bestyrelsen ville vi ikke finde os i det. Enten er man med på holdet eller så er man ikke. Vi troede vi havde en "aftale” med fru Moesgaard om vores spilleregler, men det viste sig desværre, at hun alligevel gjorde som det passede hende. 

Eksempelvis gad Kirsten Moesgaard ikke engang gøre sig den ulejlighed at orientere sine partifæller i gruppen om at hun ikke genopstillede: Det kunne vi alle læse i pressen. Og det var altså ikke oktober som du skriver, men i august. 

Jeg hæfter mig dernæst ved udtalelsen: ”Jeg stiller ikke op for de konservative igen”. Så mon ikke rygterne om én ny liste eller et partiskifte holder vand?

I den forbindelse synes jeg borgerne i Vesthimmerland bør kende lidt til baggrunden for din beslutning.

Da du tilbage sidste sommer ikke kunne få en garanti for, at du kom til at stå som nr. 2 på den konservative liste ved det kommende kommunalvalg, samt en garanti for en plads i Økonomiudvalget efter valget, så vendte du 180 grader. 

Pludselig tog du job som fast fodermester til Nordjyske, hvor du gennem et hav af redegørelser og konspirationsteorier mest af alt fremstår som en, der er ved at gøre sig klar til en borgerliste, hvis altså du ikke lykkes med et frieri til nogle af vore borgerlige venner.

Jeg kan allerede se pressemeddelelsen for mig. ”Jeg kunne ikke se mig selv fortsætte i de konservative, og efter utallige opfordringer er jeg nu tilbage med..... Og mon ikke din forklaring med mere tid til børn og børnebørn bare var tom luft?

Mange har spurgt mig: ”Hvorfor smider I ikke Kirsten Moesgaard ud, når hun i utallige sager agerer illoyalt?”. Det ville alene være alene bestyrelsens beslutning, men vi smider normalt ikke medlemmer ud. Heller ikke Fru Moesgaard. 

 

Du har mange gange talt om ordentlighed til mig, men jeg ved ikke hvad du kalder det du har gang i? Er det ordentlighed??

e-max.it: your social media marketing partner