LÆSERBREV: Nye anklager mod Knud Kristensen for inhabilitet er helt grundløse

Af: Pia Buus Pinstrup, Gruppeformand for Konservative Vesthimmerland

Pia Buus Pinstrup, Gruppeformand for Konservative Vesthimmerland.

Den konservative byrådsgruppe i Vesthimmerlands Kommune må klart afvise de anklager for inhabilitet, der blev rejst i Nordjyske søndag den 4. december 2016.

I en artikel om Vesthimmerlands Kommunes valg af bankforbindelse tilbage i 2012 vurderer hhv. lektor Steen Bønsing fra Aalborg Universitet og forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af avisens oplysninger, at borgmester Knud Kristensen var inhabil, da Vesthimmerlands Kommune i 2012 skulle vælge kommunens bankforbindelse for de næste fire år.

Årsagen til inhabiliteten skulle ifølge artiklen være, at Knud Kristensen via et af sine byggeselskaber havde et meget stort engagement med netop Sparekassen Himmerland på det pågældende tidspunkt.

 

Eksperterne vurderer samstemmende, at Knud Kristensen har overtrådt Forvaltningslovens paragraf 6 ved at undlade at gøre kommunens økonomiudvalg opmærksom på, at hans selskab havde et stort engagement i banken, da udvalget skulle behandle sagen.

 

Det er imidlertid ikke tilfældet. Forvaltningslovens paragraf 3 stk. 2 siger nemlig, at man ikke er inhabil, hvis det gælder en afgørelse i en sag, hvis karakter bevirker, at afgørelse ikke kan påvirkes af uvedkommende hensyn.

 

Lovens tekst i paragraf 3 stk. 2 siger:

 

”Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.”

 

Flere forhold dokumenterer, at netop disse bestemmelser gælder i den omtalte sag:

 

§  Det er det samlede Økonomiudvalg, der træffer afgørelse om, hvem der skal have kommunens bankforretning. Knud Kristensen har derfor ikke afgørende indflydelse på sagens afgørelse.

 
§  Kommuners bankforretning sendes i henhold til loven i EU-udbud, og Vesthimmerlands Kommune er – som alle andre kommuner – forpligtet til at vælge det billigste tilbud. Her kan hverken det samlede økonomiudvalg eller Knud Kristensen alene påvirke sagens afgørelse.

 

På den baggrund er det fuldstændig grundløst at anklage Knud Kristensen for at være inhabil.

 

Gruppeformand for Konservative Vesthimmerland
Pia Buus Pinstrup
Hedevej 15, Flejsborg

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: