FARSØ: Pr. 1. januar er Fonden Autonomous rykket til Farsø. Den nye adresse er Torvet 1, hvor fonden har lejet sig ind på 1 sal.
Fondens direktør Henrik Schärfe siger: – Med flyttet til Farsø kommer vi tættere på nogle af vore samarbejdspartnere. Det gælder blandt andet Vesthimmerlands kommunes sundhedsforvaltning og virksomheden Thorsen-Teknik, som vi arbejder sammen med om vore nye robotløsninger.
-Jeg har haft min daglige gang på rådhuset i Aars i mere end et år. Og det har jeg lært meget af! Fx ved jeg i dag, at kommuner hører til blandt de mest digitalt parate organisationer i landet. Det skyldes nok kommunernes særlige position som frontløbere i spørgsmålet om digital forvaltning.
Henrik Schärfe fortsætter: – Fondens vision om at forme fremtidens samfund gennem autonome teknologier er usvækket. De centrale projekter: selvkørende biler, exoskeletter og smart production fortsætter helt uændret.
Fonden Autonomous vil også fortsætte sit tætte arbejde med de forskellige aspekter af den kommunale forvaltning.
-I den forbindelse ser vi frem mod nye vækstmuligheder – ikke blot for Fonden Autonomous, men også for alle vore nuværende og kommende partnere. En af grundstenene i Fonden Autonomous arbejde er den lokale forankring og den bliver yderligere understøttet af flytningen, fortæller Henrik Schärfe