Farsø konfirmander har malet ikoner for 2. år i træk

FARSØ: Kreative konfirmander har på lige fod med konfirmanderne fra sidste år, fået tilbuddet om at male en lille trefløjet ikon, lidt ligesom en miniudgave af altertavlen i Farsø Kirke. Projektet har været en del af konfirmationsforberedelsen og optakt til julens komme. De små Ikoner, der er fremstillet af træplader med hængsler, kan stilles på højkant, så man herved kan se bemalingen på både for og bagside.

40 konfirmander har lavet ikoner
Lige i kanten af 40 konfirmander har deltaget på to hold, der på skift har brugt 2 dage på projektet. Også dette års konfirmander havde store forventninger til et flot resultat, som dog også skulle vise sig at blive indfriet til fulde.

                                                                                                                              
Godt 3½ time var der afsat hver dag, og det må siges ikke at være lang tid for en krævende opgave hvor man skal hele vejen rundt med valg af motiv, arbejdstegning, evt. kalkerpapir hvis man ikke lige er fri håndstegner, påsætning af bladguld, maling af indtil flere figurer, og sluttelig en lakering af hele Ikonen.

God hjælp
Men ved fælles udfordring, under vejledning af Ikonograf Alice Skals, Hvalpsund og med hjælp fra præsteparret Bente og Niels Iver Juul og kirkesanger Annette Sørensen, gik konfirmanderne til opgaven med et fantastisk stort gåpåmod. Snart var materialerne i brug med valgfrie farver på paletten og koncentrationen var meget stor, da figurer og symboler på julens tema langsomt begyndte at dukke frem på de små Ikoner. Lokalet i Sognegården var pludselig omdannet til et spændende atelier´ med hårdtarbejdende kunstnere.

På en meget seriøs måde, blev der forgyldt og blandet farver til motiverne. Barnet i krybben, dyrene, hyrderne på marken, vismændene, Maria, Josef og englene blev de fortrukne malemotiver, men enkelte konfirmander havde dog så store ambitioner at de kastede sig over opgaver som, Moses ved den brændende tornebusk, opstandelsesmotivet ved graven, korset og smukke dybblå stjernehimle.                                                                                                                           

Alle de krævende motiver gav sved på panden, og der var stor spørgelyst til den rigtige fremgangsmåde, f.eks. til at tegne den rigtige form på englevingen, hvordan at male halmstråene under barnet, farven til Marias kappe og muligheden for at male små øjne på personerne.

Efter talrige stjerner, – med Betlehemsstjernen ikke at forglemme, var drysset ud over den dybblå nattehimmel, og forgyldningerne helt på plads, kunne de dygtige konfirmander præsentere deres fine Ikoner. Maleprocessen i Ikonmaleriet blev samtidig en god læring om tanke på de bibelske fortællinger, tålmodighed, præcision, farvelære og hyggeligt samarbejde i en gruppe.

Spændende projekt
Projektet blev derved en spændende og god oplevelse, for både konfirmander og undervisere, og med en vis stolthed kunne de smukke og fantasifulde Ikoner bringes til udstilling i forbindelse med søndagsgudstjenesten i Farsø Kirke den 18. december.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: