Farsø Varmeværk optimerer både sommer og vinter

FARSØ: Hos Farsø Varmeværk tager man hele tiden tiltag for at forbedre ydelsen, således at varmeprisen i Farsø kan forblive lav og lever op til de ”grønne” regler der findes på området.

Her er de 15.200m2 solfangerpaneller fotograferet fra toppen af den ene af de to akkumuleringstanke, der tilsammen skal forsyne Farsø borgerne med solopvarmet varme. På denne tid af året gør frost, rim og solens lave stand på himlen, at anlægget kører på lavt blus. Det bliver lige omvendt til sommer, hvor det er de traditionelle flisfyringskedler, der bliver skruet ned for.

Ny skorsten har givet ekstra bonus

Som mange en tidlig morgen i sommers bemærkede, blev en ny skorsten hejst til vejrs i 102 meter højde for at blive indsat i den forvejen høje fjernvarmeskorsten på Johs. Skjoldborgsvej. 

 

Den nye kerne, som er af plast, har vist rigtig gode resultater ud over at tage over for den gamle tærede stålskorsten.

Farsø Varmeværks driftsleder Bo Rasmussen fortæller, at det har vist sig at skorstenen har den ekstra bonus, at give en besparelse på elforbruget p.g.a. det mindre modtryk og den bedre isolering i skorstenskernen.

 

Solcellepaneler er i drift
Igennem efteråret har der været stor aktivitet i forlængelse af varmeværkets satelitværk på Fredbjergvej. Først blev der planeret og opbygget en stor jordvold omkring det tilstødende jordareal som værket ejer. Indenfor volden blev der opstillet 15.200m2 solfangerpaneller og to akkumuleringstanke, der skal omdanne solens stråler til varmt fjernvarmevand, der svarer til 17,7% af varmeproduktionen til forbrugerne i Farsø.

 

Bo Rasmussen oplyser, at solfangeranlægget har produceret de første kWh, og de sidste justeringer færdiggøres snarest.

 

-Vi har fuld varme på den ene akkumuleringtank og transmissionsledningen er i drift, hvilket betyder at varmeværket er klar til hvis kulden skulle komme til Farsø, siger Bo Rasmussen. Men vi glæder os selvsagt til de længere dage med masser af sol, så vi kan begynde at høste solens varme til glæde for alle varmeforbrugerne.

 

Og den første varme modtagelse har anlægget da også fået.

 

-Der blev før opførelsen af solfangeranlægget afholdt et nabomøde og her var et af ønskerne, et juletræ på toppen af akkumuleringstanken.  Det ønske har vi naturligvis imødekommet og juletræet er tændt på toppen af den nordlige akkumuleringtank, hvilket da også allerede er kvitteret med de første positive tilbagemeldinger, slutter Bo Rasmussen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: