Smag for håndbold på Farsø Skole

FARSØ: I samarbejde med JHF Kreds 2’s udviklingskonsulent Henrik Elkjær, havde Farsø KFUM HK for et par uger siden inviteret Farsø Skoles 1- 4 klasser til et par timers håndbold i Dronning Ingrid Hallerne.

De godt 120 glade elever kastede, driblede, løb, hoppede og skød på mål til den helt store guldmedalje og havde et par sjove timer i hallen, hvor de fik snuset lidt til hvad håndboldtræning går ud på.   

I forbindelse med dette og andre arrangementer er der udarbejdet en samarbejdsaftale mellem Farsø KFUM HK og Farsø Skole, hvorfor Farsø KFUM HK i sidste uge besøgte Farsø Skole for at aflevere en ‘samarbejdspakke’ bestående af streetbolde, markeringsspray til skolegården samt undervisningsmateriale til lærerne, inddelt efter klassetrin, så man kan afprøve mere håndbold i idrætstimerne.

Repræsentant for Farsø Skole Tanja Soelberg og en lille flok elever tog imod samarbejdspakken – og afprøvede lige kort boldene, inden de skulle tilbage til undervisningen. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: