FARSØ: Farsø Skole spiller på tirsdag kvartfinale i Ekstrabladets skolefodbold turnering på udebane mod Stjernevejskolen fra Hedensted.

Efter et fremragende efterår med 6 sejre og titlen som kredsvindere er drengene nu klar til næste opgave.

Farsø Skole´s talentfulde drengehold skal op i den største opgave nogensinde, når den står på kvartfinale i Ekstrabladets skolefodbold turnering.

Cheftræner Rudi Møller udtaler: - Vi står tilbage blandt de sidste 8 hold i hele Danmark, det er en kæmpe præstation i sig selv, men vi er ikke færdige endnu. Nu vil vi et skridt nærmere finalen og vi glæder os helt vildt.

Modstanderen fra Stjernevejskolen i Hedensted har været helt suveræne og der venter de lokale drenge fra Farsø en stor mundfuld. Den største nogensinde.  Stjernevejskolen er en idrætsskole med fodboldlinje og holdet er bygget op af elitespillere fra Vejle Boldklub og AC Horsens og endda med en spiller der er omkring det danske ungdomslandshold. De har imponeret stort med en målscore på hele 66-6.

Rudi Møller fortæller: Vi ved det bliver svært, men vi tror på os selv, vi har en gameplan, som vi tror på og mon ikke også vi har gemt et par guldkorn i ærmet til opgaven.  Men ingen tvivl om at det bliver holdets dyder og kvaliteter, som sammenhold, fællesskab og hårdt arbejde der skal bære holdet videre - krydret med individuelle offensive kvaliteter. Vi skal være disciplineret og skarpe i begge felter, siger han.

 

Ledelsen på Farsø Skole har sørget for opbakning, da en stor bus med drengenes klassekammerater tager med og bakker op om drengene.

-Den store opbakning fra skole, familie og venner betyder meget for holdet, og det sætter vi stor pris på, udtaler holdets anfører Niclas Finnerup.

e-max.it: your social media marketing partner