Nostalgisk efterår på Hessel – FOTOS & VIDEO

HVALPSUND: De mange opgaver på landet, som hører efteråret til var i den grad i fokus i dag

 

hvor Herregården Hessel – for fjerde gang, havde slået de hidtidige efterårsarrangementer i september; nemlig fåredag, husflids- og pløjedagen sammen til et spændende og meget fyldigt dagsprogram for hele familien.

Det blev en dag med nostalgi og håndelag – håndværk og husflid, der kan risikere at gå i glemmebogen, hvis det altså ikke var for de mange hobbyfolk og frivillige fra Hessels mange håndværkerlaug, der gladeligt viste deres store interesse frem.            

Veterantraktorer tog teten
På Hessels omkringliggende kunne man se veteranklubben Vesthimmerland køre med de gamle traktorer og maskiner og forvandle stubmarkerne til sort muld ved pløjning og harvning på gammeldags vis. Med adskillelige traktorer i gang på markerne ved Hessel gik det hurtigt med at få efterårsarbejdet i marken klaret, som også omfattede spredning af møg og klargøring til såning.

Hessels karlelaug var også at finde i marken i færd med roeoptagning. Blandt roerne fandt man også parceller med kartofler og gulerødder som dagens mange gæster blev tilbudt at fylde en pose, som man kunne tage med sig hjem.  

Gammeldaws pløjning
Som bekendt er det præcision og erfaring, der gør at man kan præstere en perfekt plovfure. Derfor var der også arrangeret en lille uofficiel gammeldaws pløjekonkurrence. Her kørte de gamle traktorer efterspændt af 2-furede plove side om side, for at præstere den perfekte pløjning både hvad angik retning og dybde.

Også et enkelt hesteforspand havde fundet vej til marken, hvor den første udgave af en 1-furet plov – en såkaldt ard, trak en fure gennem mulden.

Veterantraktor ringridning
Et programpunkt havde dog ikke så meget med efterårsklargøringen af markerne at gøre, men der skal jo også være tid til at lege med de gamle traktorer. For der var arrangeret ringridning med veterantraktorer fremført af de yngste medlemmer af Veterantraktorgruppen under slogan’et ”De unge på de gamle”.

Dette var et meget underholdende indslag som fandt sted lige foran Hessel.

Imponerende håndarbejde og husflid
Indenfor på Hessel var det Vævergruppen, der havde tilrettelagt håndarbejde og husflid med et dusin stande, der naturligvis var arbejdende stande, for at kunne vise teknikkerne i det gamle håndværk. Vesthimmerlands Museums dragtgruppe havde indtaget storstuen, hvor de viste mange af de dragter man bruger i skoletjenesten, herunder også på Hessel.

Men det vakte også opsigt at mange af bordene i stuerne var dækket flot op med snapseglas og snapse, som Hessels snapselaug naturligvis stod bag.  

Overalt på Hessel blev der vist forskellige former for levendegørelse. Smedene arbejdede i den gamle smedje, væverne ved de gamle væve, trædrejerne ved bænken i værkstedet og i bryggerset var halmbinderen i gang.   

Fårene var også med
Fårefolket var også godt repræsenteret med flere forskellige fåreracer. Og flere får måtte i løbet af dagen ”lægge” pelsen.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: