Gitte har stået i spidsen for Trend Kro i 25 år

TREND: Nævner man Trend Kro, så kommer det straks. Nå dem med Stegt Flæsk!     

Den stegte flæsk, som i øvrigt er fast på menuen hver torsdag, er nemlig gået hen og blevet den absolutte specialitet for kroen, som i år har haft Gitte Holm Sørig Sørensen som ejer i 25 år og kromutter bag kødgryderne.  

Og hun har absolut ingen planer om at stoppe eller ændre på konceptet for den hyggelige landevejskro i Trend.

– Man må gerne tænke lidt Morten Korch, når man træder ind af døren siger hun. Man skal straks føle, at det er hyggeligt at være her, hvad enten det er i restauranten eller krostuen, siger hun   

På Trend Kro får man den gode gammeldags veltillavede mad og vel at mærke i rigelige mængder.

-Det er det folk kommer efter. Ud over stegt flæsk er vi også kendt for vores smørrebrød, vore ta’ selv arrangementer til påske og jul med de gode traditionelle danske retter. Men også dagens ret eller når der holdes familiefester på kroen, så er det de kendte danske retter – som alle kan lide, som er på menuen, siger Gitte Sørensen.

Ikke nok med at kroens menukort værner om de gode traditionelle retter, så værnes der også om de råvarer der bruges.

Gittes mand gennem 12,5 år, Allan Sørensen, driver nemlig ”Den Bette Slagter” fra samme adresse. Det betyder, at alt kød som serveres på kroen er lokale råvarer. Pålægget til det berømte smørrebrød er også hjemmelavet. Det står Allan for sammen med pølser og al det andet som kendetegner en slagterbutik.

Med en god del af råvarerne i hus blev det for nogle år siden meget oplagt at udvide antallet af ”Dagens Ret” og bringe dem ud. Trend Kro udbringer således i dag, dagligt mad til 140 pensionister i store dele af Vesthimmerland. Det sker med tre biler og der skal leveres til ca. 100 adresse hver dag.

Trend Kro har åbent hele året rundt på nær hver mandag og i januar, der holder jeg altså fri siger, Gitte Sørensen, der dog påpeger, at det ikke går ud over ældremaden, det er kun krostuen der er lukket for gæster.  

25 års jubilæet fejres lørdag den 1. juli med Åbent Hus på kroen: Se annoncen i Farsø Avis her

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: