Grundlovsmøde på ’Bjerget’

ERTEBØLLE: På Grundlovens 168 års fødselsdag i dag var der traditionen tro Grundlovsmøde på ”Bjerget”. Mødets arrangør var Ertebølle Samvirke – en gruppe af foreninger i Ertebølle, der 3-4 gange om året afholder offentlige arrangementer i Ertebølle, hvor Grundlovsmødet er et af dem.  

120 mødte frem
Selvom vejret var lidt drilsk med dryp fra oven, så mødte alligevel ca. 120 mødte frem i Ertebølle for at høre dagens grundlovstaler, Byrådsmedlem Niels Heebøll(SF), Gedsted.  

Niels Heebøll holdt grundlovstalen
Niels Heebølls humor og interesse for revy og teater fornægtede sig ikke, da han startede sin grundlovstale således: Grundloven fylder i år 168 år. Tillykke. Politikere er uduelige og utroværdige. Demokratiet er ude i tovene, Trist!. Det var så grundlovstalen 2017.

Men herefter fulgte den længere udgave af grundtalen: Grundloven – og dermed demokratiet fejrer vi på den rolige danske måde med øl, kaffe og kage, hvis vi da ikke hører til det store flertal, der ikke skænker dagen en tanke. Andre lande giver den mere gas på deres nationaldage, hvor vi tager det mere stille og roligt. Det hænger nok sammen med at vi fik vores grundlov uden de store kampe, selvom det skete på baggrund af en borgerkrig i Schlesvig-Holsten. Nogle år efter grundlovens vedtagelse i 1849 så fulgte den store politiske armlægning mellem Venstre og Højre. Det spidsede faktisk så meget til, at landbefolkningen begyndte at bevæbne sig i skytte- og idrætsforeninger. Højre regeringen svarede igen med et gendarmkorps, der skulle sørge for ro og orden. Højre er så senere blevet til De Konservative. Og man siger jo stadig om de Konservative og Venstre at de har et had-kærlighedsforhold til hinanden – uden kærlighed. 

Efter vi i 1901 fik parlamentarismen med bestemmelsen om at ingen regering må have et flertal imod sig har vores demokrati vist sig at være ganske langtidsholdbart.  

Herefter gik Niels Heebøll over og prikkede til den aktuelle landspolitik og kommunalpolitik og de uovenstemmelser der lige nu udspiller sig.  

Han kom også ind på, hvordan tiden har forandret sig med en måde man ytrer sig på. Tidligere kunne man udtrykke sig gennem politisk engement, men i dag er kun 3-4% af befolkningen medlem af et parti. I dag er det istedet de sociale medier man bruger til at ytre sine meninger og man kan komme langt omkring. Men de sociale medier har også en skyggeside ved at man kan svine andre til med et sprogbrug man ikke ville bruge hvis man stod overfor en levende forsamling.  

Niels Heebøll sluttede af med at sige, ”Det er ikke en given ting, at vi har et nogenlunde demokrati. Den skal gødes!”  

Efter talen fortsatte hyggen under teltdugen med mad og drikke og musik fra Ertebøllespillemændene.  


Niels Heebøll holdt grundlovstalen


 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: