Sygehuset inviterer på rundvisning

FARSØ: Med jævne mellemrum – og senest for tre år siden, byder personalet på Farsø Sygehus interesserede indenfor for at vise hvordan Aalborg Universitetshospital, Farsø, som det rettelig hedder, har udviklet sig siden sidst.

 Og der er sket rigtigt meget nyt og godt, som bør vises frem. Udvidelser, ombygninger og apparatur, som gør at sygehuset ligger i front indenfor det medicinske og ortopædkirurgiske område.

Alt det med nedlagte og forflyttede afdelinger på sygehuset er glemt, for nu er hver eneste kvadratcentimeter hospitalslokale igen fyldt ud med funktioner, der gør sygehuset højeffektivt og foretrukket af patienterne. Patienterne er rent faktisk så tilfredse, at sygehuset i november blev tildelt Patienternes pris.

Derfor er der god grund til at vise frem og være stolt af det der foregår bag murene på Farsø Sygehus. Og derfor er alle interesserede meget velkomne på lørdag til at få en rundvisning, og blive overrasket over alle de funktioner og behandlinger sygehuset udfører.

Størstedelen af sygehuset vil være åbent og der vil således være besøg i det medicinske ambulatorie, det helt nye ortopædkirurgiske ambulatorie, en operationsstue, laboratoriet og information om den palliative afdeling.

Det lokale akutberedskab vil også blive vist frem med lægehelikopteren, en ambulance og paramedicinerbilen.

Sygehusets støtteforening og en række patientforeninger tilknyttet sygehuset vil også være til stede med informationsstande.    

Personalet på Farsø Sygehus er meget stolte af sygehuset og deres arbejdsplads, og den stolthed håber de vil smitte af på borgerne i optageområdet – særligt i Vesthimmerland ved at byde indenfor med Åbent Hus arrangementet på lørdag. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: