FARSØ: En status i november viser, at Aars Boligforening p.t. har 30 lejere på venteliste til byggeriet på ”Morten Nielsen grunden” i Farsø. Dette er baggrunden for at boligforeningen nu igangsætter processen med at opføre første etape af byggeriet, som tidligere beskrevet her i avisen.
-Forøgelsen af antallet af boliger fra 16 til 24 er begrundet i at vi oprindeligt havde regnet med 3 punkthuse i 4 etager med 4 boliger i hver etage – fordelt på 3 etaper. Lokalplanen giver os kun mulighed for 3 etager, og eftersom der efterhånden er opskrevet ca. 30 boligsøgende til netop de nye boliger, tør vi godt bygge 24 boliger i 1. etape, og hvis alt går godt, igen 24 om 2 -3 år. Det passer samtidig ind i bygningskroppen sådan, at vi kan nøjes med én elevator som skal betjene alle 48 boliger når hele projektet bliver afsluttet i måske 2022, lyder det fra Aars Boligforenings direktør Jens Damgaard.
Omkring den forholdsvis dyre husleje boligerne vil få i sammenligning med Farsøs nuværende huslejeniveau, uddyber Jens Damgaard overfor Vesthimmerlands kommune:
–Lejens størrelse og udlejningsmulighederne anses for at være konkurrencedygtige, grundet den centrale beliggenhed, nye attraktive boliger med stor vestvendt terrasse/altan, ugenert beliggende med udsigt, grønt område med stiforløb direkte til Nørregade (Hovedgaden).
Vores erfaring er, at moderne, velbeliggende og energirigtige boliger med lidt høj husleje i begyndelsen, stadig vil være efterspurgte, idet varmeudgiften er meget lille.
I en lille by som Hornum lejer vi træhuse ud til kr. 7.700,00 pr. måned + forbrug uden problemer, alle de 12 nye boliger der blev bygget der for ca. 2 år siden er udlejet, lyder begrundelsen fra Jens Damgaard.
FAKTA: Husleje i Aars Boligforening – afd. 400, Nørregade, Farsø
Der bliver 2 boligstørrelser med følgende huslejeberegning:
Antal |
Størrelse |
Husleje pr. måned |
Indskud |
6 |
97 m2 |
Kr. 7.607 |
Kr. 37.800 |
18 |
101 m2 |
Kr. 7.866 |
Kr. 39.100 |
|
|
|
|
Huslejen er sammensat af en fast del pr. lejemål på kr. 16.000 årligt + kr. 776,14 pr. m2.